Psykiatriske diagnoser og ADHD er modetrends!

Eller er det i virkeligheden tegn på, at psykiatrien udvikler sig og tilegner sig ny viden, lige som man med fysiske sygdomme forsker og får større indsigt i sygdomme og behandling heraf? Og er det måske tegn på at, vi er blevet mere åbne omkring vores psykiske sårbarhed og i stedet for at tage "jeg har det fint"-masken på, viser vores sande ansigt?

Efter jeg har fået mine diagnoser og har valgt at være åben og ærlig omkring dem, har jeg flere gange oplevet folk, som enten siger:

• "Dig?? Du er da ikke syg!"
• "Det er naturligt at være ked af det en gang i mellem"
• "De siger at alle har ADHD"

 Selv min egen far, sagde for nogle år siden (i forbindelse med en samtale om et familiemedlem, som har ADHD) at, "ADHD er bare en undskyldning for dårlig opdragelse!"

oO(Gad vide hvad han så ville sige, hvis han vidste at det er en af mine diagnoser??)Oo

I 1980'erne skete der en kraftig stigning i diagnosticeringen af Borderline, og siden starten af 00'erne er tallet af ADHD diagnoser eksploderet. Derfor mener nogle, at det kan kaldes modetrends.

Men hvis man kigger på definitionen af modetrends, så er det en tendens til, at en bestemt gruppe af ting bliver populære fordi en større gruppe af mennesker mener at noget er "in", og for at noget kan anses for at være "in", skal der være stor efterspørgsel på det.. 

Men hvem vil frivilligt og uden grund have en psykiatrisk diagnose?

Der er hverken noget rosenrødt eller romantisk over, at have en eller flere diagnoser! Og jeg kan uden tvivl sige, at alle de mennesker som jeg kender, med diagnoser, uden at blinke ville opgive både medicin og behandling hvis de kunne. 

Psykiatriske diagnoser og ADHD er IKKE modetrends...

Når mørket banker på

Nu nærmer vinteren sig med hastige skridt, mange går allerede og snøfter imens de gemmer sig bag store varme jakker, huer og halstørklæder.

Det er denne tid på året jeg hader… Grænsen mellem den varme sommer og den hvide jul… Det er nu depressionerne kigger frem fra mørket og mange bliver påvirket af den våde, grå og kolde verden uden for. For selv om man ikke lider af depressioner bliver man påvirket af de kortere dage, som er skiftet ud med mørket.

Derfor har jeg i år taget forskud på julen i håb om at bytte tristheden ud med hygge og gode minder. Faktisk så meget forskud at jeg begyndte at finde julepynten frem allerede i slutningen af oktober.

FOR JEG ELSKER JUL!!!!

Det kan godt være, at mange af jer nu tænker, at jeg ligger på grænsen til en indlæggelse, men for mig er julen bare noget af det bedste. Duften af hjemmebagte småkager, hjemmelavede brændte mandler, risengrød og tændte stearinlys medbringer glade minder om jul hos min mormor og morfar da jeg var barn. Så derfor har jeg besluttet mig for at afprøve om det virker i år.

Hvis man ikke lige er til det der med jul, så afprøv i stedet for bare ganske almindelig hygge med stearinlys og god musik – måske virker det J Jeg syns i hvert tilfælde at det er et forsøg værd J

Når den indre uro gør ondt

Mange mennesker tror at ADHD er en betegnelse for drenge med krudt i røven. Og derfor har jeg mødt mange som ikke tror på at jeg har ADHD, ”for du kan jo godt sidde stille”. Og ja det har de da til dels ret i. Jeg kan skam godt placere min velpolstrede røv i sofaen og sidde der, i mens jeg ligner en som følger med i filmen eller samtalen.

Men virkeligheden er nu en helt anden. For selv om jeg godt kan sidde relativt stille – den opmærksomme vil ligge mærke til at mine fødder konstant vipper og at jeg skifter stilling oftere end jeg siger noget – så føles det som om at der går stød igennem kroppen på mig og den mængde af koncentration, der skal til for at jeg kan følge med i en samtale er så drænende at jeg får hovedpine.

Jeg overvejer nogen gange at udsætte folk for et lille eksperiment:

1) Testpersonen bliver rullet ind i elektroder, som afgiver små stød i HELE kroppen

2) Testpersonen får en høretelefon i det ene øre, hvor der kører en konstant blanding af musik, snak og almindelige lyde fra dagligdagen

3) Testpersonen deltager i et møde eller en undervisning, hvor han/hun skal forsøge at sidde stille og opmærksomt lytte.

Måske vi skulle få folk, som ikke ”tror på ADHD” til at afprøve det – jeg tror i hvert tilfælde de fleste ville blive overrasket over hvordan det føles og hvor træt man bliver… For slet ikke at tale om hvor øm kroppen bliver :)

Tilskuds forvirring og ny medicin

Nu er der igen gået noget tid siden mit sidste indlæg - undskyld :)

Siden sidst er jeg begyndt i medicinsk behandling for min ADHD - så den sidste tid har jeg døjet lidt med de vidunderlige bivirkninger (red. kvalme, træthed og manglende sult)

Efter de første par dage på Strattera, kontaktede jeg min læge for at få hende til at søge kronikertilskud - ADHD medicin er jo overdrevet dyrt - det havde både min psykiater og manden på apoteket sagt at jeg skulle gøre. Et par timer efter modtager jeg en mail fra hende, om at hun ikke kan søge kronikertilskud, at hun havde regnet enormt meget forkert i udgifterne til min medicin er en ting, men at man ligefrem skal søge et tilskud for at kunne få et andet tilskud er noget helt andet.

Når man skal have Strattera, betaler man nemlig fuld pris - i mit tilfælde 870,95 kr. pr. uge - indtil ens psykiater søger et såkaldt"enkelttilskud". Først når det er godkendt bliver beløbet regnet med i CTR saldoen og før det er gjort kan der ikke søges kronikertilskud. Derfor er det en længere process da hver ansøgning kan tage et sted mellem 14 dage og 2 måneder.

Forhåbentlig modtager jeg godkendelsen af mit enkelttilskud inden på onsdag - for jeg har ikke lige 870,95 kr. til at hente en pakke mere - og når de 28 piller i pakken kun er nok til 7 dage, så holder det ikke længere :)

Jeg har i teksten lavet hyperlinks til medicin.dk hvor man kan læse mere om Strattera og til sundhedsstyrelsens hjemmeside hvor man kan læse mere om reglerne for de forskellige tilskud til medicin.

Dem vi kæmper mod

Jeg bruger ofte facebook – eller måske rettere dagligt – blandt andet til at holde kontakten med familie og venner som bor langt væk, men også fordi jeg er medlem af en del forskellige grupper, for folk med ADHD og psykiske sygdomme inde på livet, enten som patient eller pårørende.

Og i den anledning faldt jeg – i en lukket gruppe – over et link til denne gruppe på facebook:

https://www.facebook.com/groups/193048227541765/

Og selv om jeg til tider har et noget iltert temperament, må jeg indrømme at jeg er noget rødglødende af raseri lige nu!!!

Det er lige præcis folk som dem, som er med til at fastholde det tabu vi kæmper mod!

Derfor vil jeg gerne anmode jer om at gå ind på gruppen og anmelde den til facebook.

(Gå ind på gruppens side – klik på det lille tandhjul – tryk anmeld gruppen)

De gode dage

Ikke alle dage er dårlige, der er også de gode dage. Dage hvor humøret er højt og jeg har mere overskud.

Heldigvis har jeg haft en weekend bestående af gode dage, hygge og en ualmindelig stor mængde latter – HURRAAAAA for vandfast mascara J Min mand og jeg har nemlig været på rigtig hygge weekend, hos min veninde/bonusmor, hvor jeg har fået lækker fødselsdags mad og fin fødselsdags gave.

Jeg ELSKER at komme ned på landet til hende, der er så dejligt stille – ingen knallerter der drøner frem og tilbage, ingen overboer/naboer, ingen råb og skrig – bare en masse plads til at slappe af og råhygge.

Ellers sker der faktisk ikke så meget herhjemme for tiden. Jeg går og venter på at skulle til psykiater den 23.10 til en snak om min ADHD og medicinering.

Så det meste af tiden går bare på at se lidt tv, rydde lidt op og putte med min lille hund - hun bringer mange smil i min hverdag :)

Håber i har det godt på den anden side af skærmen – kæmpe kram til jer alle <3

kommunal stress

I onsdags var jeg til møde med min nye sagsbehandler - og det var da noget af en oplevelse.

For det første så er socialfobi og nye mennesker en ubehagelig kombination. Jeg har hele dagen forestillet mig en stor nazistisk kvinde med en forkærlighed for edderkopper og andre ubehagelige ting - min hjerne er bygget til at forvente det værste jeg overhovedet kan forestille mig - og som jødisk araknofobiker så kan det vist ikke blive meget værre :)

Men da hun hun kaldte mig ind til mødet så hun faktisk meget venlig ud - ingen store hagekors eller edderkopper - bare en ganske almindelig pæn kvinde.

Nogen større planlægning af mødet havde hun bestemt ikke foretaget sig - for hun havde ikke bestilt noget mødelokale og derfor måtte vi sidde i larm og blandt en masse andre mennesker.

Hvis i forestiller jer et stort aflangt lokale:
I den ene ende er der venteværelse med sofaer, borde og stole, computere til folk der søger arbejde og et tv med usædvanlig høj volumen.
I midten er skranken hvor folk står i kø for at få ansøgningsskemaer og stille spørgsmål.
Og i den anden ende er der seks eller otte små "kontor kuber" på omkring 1,5 x 2 meter og ingen mulighed for at lukke en dør.

I en af de "kuber" skulle vi så sidde og holde møde - med et kørende tv, stole der kørte frem og tilbage, klikkende kuglepenne, bladrende papirer og mellem 15-20 snakkende mennesker og deres sagsbehandlere - så det var ikke meget jeg fik fat i af det møde :-/ Men en ting fangede jeg!! Hun sagde: "Det tilbud er til folk der er rigtigt syge og skal søge førtidspension eller flexjob - og der mener jeg ikke at du hører til!".........

Rigtigt syge??? Hvordan filen er det nu lige jeg er forkert syg?? Er man ikke rigtig syg når man ikke kan se det?? Hvad fanden mener damen???

Det resulterede at jeg begyndte at stortude og fik et voldsomt anfald af angst og panik da vi kom ud fra mødet. Meningen var ellers at vi skulle have handlet ind på vej hjem, men jeg gik helt i stå og kunne hverken trække vejret eller huske hvad vej der var hjem. Heldigvis var min mand med, så han fik mig hjem i mine trygge rammer, han var lige så chokkeret som mig, så derfor besluttede vi os for at skrive en mail til sagsbehandleren.

Jeg skrev en længere mail, hvori jeg bad hende sørge for at der næste gang var booket et lokale, så der er større chance for at jeg kan følge med. Og så bad jeg hende forklare om hun allerede nu havde besluttet at jeg ikke skal indstilles til et flexjob - jeg skal opstarte medicinsk behandling for ADHD i slutningen af måneden og da jeg ikke kender resultatet af det kan jeg heller ikke selv vide om et flexjob bliver aktuelt, men jeg ville gerne vide om hun helt havde afskrevet muligheden.

Der gik ikke mange minutter før hun havde svaret tilbage. Hun lovede at booke lokale næste gang - samt notere det i mine papirer så det stod der til en anden gang - og så forklarede hun, at hun på ingen måde havde taget stilling til flexjob, men at det tilbud ud i (når jeg bliver afsluttet i mit ADHD forløb på psyk) også kan tage stilling til om jeg skal indstilles til flexjob eller ej.

Pyyyyyyyyha det lettede en del at få den mail tilbage :)

Nu ser jeg frem til en weekend hvor min bonusmor holder fødselsdag for mig - mere om det i næste indlæg :)

I må alle have en vidunderlig weekend <3

Diva test og overraskelse

Så blev det endelig tid til min udredning for ADHD.

Mandag morgen tog min mand og jeg ned på psyk, hvor jeg havde en tid hos en psykolog med speciale i ADHD.

En kombination af manglende søvn og nerver fik min angst helt op i det røde felt. Ikke nok med at det – endnu engang – var en ny psykolog (det er den 3. psykolog siden december – og er også i gang med psykiater nummer 2 – det er bare ikke optimalt når man har socialfobi), så var det også endnu et menneske jeg skulle åbne op over for og fortælle om følelser og tanker.

Heldigvis havde jeg min mand med – ellers havde jeg nok ikke klaret den tur. Først var vi så heldige at komme med den bus hvor chaufføren kørte som om han trænede til Le man *staves?* - slet ikke angst fremkaldende. Dernæst måtte vi sidde og vente i et semi fyldt venteværelse på psyk – åhhh min hjerne syns det er mange mennesker der kigger og tænker onde ting…

Da vi så endelig kommer ind i lokalet, starter den ellers meget flinke kvinde med at klaske omkring 100.000 papirer på bordet og siger ”så er der lidt spørgsmål du skal svare på!”

- OMG -

Hvem fanden har fundet på at lave en test til folk, som man mistænker har en opmærksomhedsforstyrrelse som indeholder SÅ mange spørgsmål??

Efter tæt på 2 timer med spørgsmål, var vi endelig nået til vejs ende. Psykologen kiggede hurtigt papirerne igennem og sagde: ”Jeg behøver ikke bruge lang tid på at komme frem til at du i høj grad har ADHD – altså alle bogstaverne”

- GODT SÅ –

Og hun fortsatte: ” Du skal bare vide at det anses som værende et handikap og at du aldrig bliver rask”

Det er ikke fordi jeg ikke ved hvad ADHD er, og jeg ved også godt at det ikke er noget man slipper af med igen – men man kan lære at leve med det. Jeg var faktisk også meget forberedt på at det var den diagnose jeg ville få, men at det lige frem var i høj grad slog faktisk benene væk under mig.

Så de sidste par dage har jeg været lidt i min egen verden, hvor jeg har prøvet at forholde mig til at de ting jeg - i mit snart 29 årige liv - har troet var helt normale, faktisk slet ikke er normale.

Det kommer nok lige til at tage lidt tid, før jeg fuldt ud kan forstå og acceptere det – lige nu skal jeg bare være lidt ked af det, vred og chokkeret.