kommunal stress

I onsdags var jeg til møde med min nye sagsbehandler - og det var da noget af en oplevelse.

For det første så er socialfobi og nye mennesker en ubehagelig kombination. Jeg har hele dagen forestillet mig en stor nazistisk kvinde med en forkærlighed for edderkopper og andre ubehagelige ting - min hjerne er bygget til at forvente det værste jeg overhovedet kan forestille mig - og som jødisk araknofobiker så kan det vist ikke blive meget værre :)

Men da hun hun kaldte mig ind til mødet så hun faktisk meget venlig ud - ingen store hagekors eller edderkopper - bare en ganske almindelig pæn kvinde.

Nogen større planlægning af mødet havde hun bestemt ikke foretaget sig - for hun havde ikke bestilt noget mødelokale og derfor måtte vi sidde i larm og blandt en masse andre mennesker.

Hvis i forestiller jer et stort aflangt lokale:
I den ene ende er der venteværelse med sofaer, borde og stole, computere til folk der søger arbejde og et tv med usædvanlig høj volumen.
I midten er skranken hvor folk står i kø for at få ansøgningsskemaer og stille spørgsmål.
Og i den anden ende er der seks eller otte små "kontor kuber" på omkring 1,5 x 2 meter og ingen mulighed for at lukke en dør.

I en af de "kuber" skulle vi så sidde og holde møde - med et kørende tv, stole der kørte frem og tilbage, klikkende kuglepenne, bladrende papirer og mellem 15-20 snakkende mennesker og deres sagsbehandlere - så det var ikke meget jeg fik fat i af det møde :-/ Men en ting fangede jeg!! Hun sagde: "Det tilbud er til folk der er rigtigt syge og skal søge førtidspension eller flexjob - og der mener jeg ikke at du hører til!".........

Rigtigt syge??? Hvordan filen er det nu lige jeg er forkert syg?? Er man ikke rigtig syg når man ikke kan se det?? Hvad fanden mener damen???

Det resulterede at jeg begyndte at stortude og fik et voldsomt anfald af angst og panik da vi kom ud fra mødet. Meningen var ellers at vi skulle have handlet ind på vej hjem, men jeg gik helt i stå og kunne hverken trække vejret eller huske hvad vej der var hjem. Heldigvis var min mand med, så han fik mig hjem i mine trygge rammer, han var lige så chokkeret som mig, så derfor besluttede vi os for at skrive en mail til sagsbehandleren.

Jeg skrev en længere mail, hvori jeg bad hende sørge for at der næste gang var booket et lokale, så der er større chance for at jeg kan følge med. Og så bad jeg hende forklare om hun allerede nu havde besluttet at jeg ikke skal indstilles til et flexjob - jeg skal opstarte medicinsk behandling for ADHD i slutningen af måneden og da jeg ikke kender resultatet af det kan jeg heller ikke selv vide om et flexjob bliver aktuelt, men jeg ville gerne vide om hun helt havde afskrevet muligheden.

Der gik ikke mange minutter før hun havde svaret tilbage. Hun lovede at booke lokale næste gang - samt notere det i mine papirer så det stod der til en anden gang - og så forklarede hun, at hun på ingen måde havde taget stilling til flexjob, men at det tilbud ud i (når jeg bliver afsluttet i mit ADHD forløb på psyk) også kan tage stilling til om jeg skal indstilles til flexjob eller ej.

Pyyyyyyyyha det lettede en del at få den mail tilbage :)

Nu ser jeg frem til en weekend hvor min bonusmor holder fødselsdag for mig - mere om det i næste indlæg :)

I må alle have en vidunderlig weekend <3