Det gik helt galt

I september 2012 gik jeg ned med stress, og siden da har mine lidelser/symptomer været værre end nogensinde før.

Jeg var lige blevet færdig med min kontoruddannelse – en uddannelse som jeg i realiteten nok kun har fået på grund af en meget forstående og ”tilgivende” HR chef, som trods mit store fravær og svingende præstationer lod mig bestå – og var startet op på en videregående uddannelse (professionsbachelor i offentlig administration). Der gik ikke meget mere end en uge eller to, før det hele gik galt – VIRKELIG galt…

Min angst blev værre end nogensinde før, og selv om jeg har levet med det i mange år, så mistede jeg alle former for kontrol over den. Det var ikke længere mig der styrede angsten – men angsten der styrede mig. Jeg røg endnu en gang – jeg har virkelig ikke tal på hvor mange gange det er sket i mit liv – ned i det famøse sorte hul.

Jeg nåede så langt ud, at jeg ikke kunne overskue at leve mere, formålet med at stå op om morgenen gled stille og roligt hen, inden det helt forsvandt, og jeg røg ind i en zombie lignende tilstand.

Min mand fik mig overtalt til at gå til lægen. Egentlig ville jeg helst bare være i fred, men jeg gik alligevel med til det. Da min egen læge havde ferie, kom jeg ind til en af de andre læger i klinikken, jeg fortalte ham at jeg bare gerne ville dø – jeg havde givet op – jeg kunne ikke mere. Han kiggede lidt i min journal og stillede nogle ”er der noget du glæder dig til i fremtiden?”-spørgsmål (Nej for fanden – jeg vil jo bare gerne DØ) og sagde så:

”Du kan ikke få højere dosis antidepressiv, men her er en henvisning til en psykolog, så skal du bare ringe og bestille en tid!”

inden han diskret ledte os ud af døren.

Der stod vi så – min mand og jeg – fuldstændig i vildrede, for hvis lægen ikke kunne hjælpe, hvem fanden kunne så???

Der var fem dage til min egen læge var tilbage.

Uden at være helt sikker, så tror jeg det må havde været de værste fem dage i min mands liv. For han turde ikke lade mig være alene hjemme, men han turde heller ikke stå alene med ansvaret. På det tidspunkt var jeg så hamrende egoistisk at jeg tvang ham til IKKE at kontakte psykiatrisk skadestue – hvis jeg absolut skulle tale med nogen som helst om mine problemer, så skulle det være min helt egen, søde og forstående læge.

Hvad der skete i de fem dage kan jeg faktisk ikke huske – min hjerne har bladret i kalenderen, hevet dagene ud og gemt dem godt. Men en ting er jeg sikker på! Hvis min mand ikke havde været der, så havde jeg ikke siddet og skrevet denne blog…

Mandag morgen ringede vi til min egen læge og fik en akut tid. Hun ændrede min medicin og sendte en akut henvisning til psykiatrien for at få en reel udredning og behandling sat i gang. Efter 12 år, en flytning (vi flyttede i august 2012 ca. 100 km væk fra vores gamle lejlighed) og en ny læge, var der endelig nogen som ville hjælpe mig med andet end recepter på diverse piller.

I december droppede jeg officielt ud af mit studie, og begyndte som patient på en psykiatrisk klinik, hvor jeg lige netop er blevet færdig i det der kaldes ”Angst-pakken” og om kort tid bliver indkaldt til behandling i ”ADHD-pakken”.

Jeg har ikke længere lyst til at dø – jeg vil hellere lære mine sygdomme at kende og lære at leve med dem... For jeg har jo noget at leve for. Jeg har en vidunderlig mand, der burde have en medalje J