Bag facaden

I rigtig mange år har jeg gemt mig bag en facade – sådan en af de der ”jeg er lige som alle jer andre”-facader, og det tror jeg, at utroligt mange med psykiske lidelser gør.

At opretholde en facade kræver ualmindeligt meget overskud – og overskud er bestemt en mangelvare i mit liv. Jeg tror også at det er en af grundene til at jeg ikke har så mange venner/veninder. Jeg tør ikke være mig selv – for hvad nu hvis de afviser mig? – men på den anden side har jeg heller ikke længere overskud til at opretholde facaderne og fremstå som en del af ”normalbefolkningen”.

For omkring et halvt år siden valgte jeg at droppe facaderne. Jeg valgte at åbne op og skrive om min sygdom på min facebook profil og dele den virkelige Soffie med min omgangskreds. Det har uden tvivl kostet mig et par bekendtskaber – og mon ikke der også er et par stykker, som efter denne blog er blevet til, har valgt at slette mig – men det er ok.. Det gør da ubeskriveligt ondt, at opleve at folk fravælger mig for noget som jeg ikke selv er herre over, men i den lange ende er det nok bedre for mig at holde mig til de mennesker, som kan acceptere mig for den jeg er – i stedet for den jeg burde være.

Nogen gange opfører folk sig som om jeg selv har valgt at være syg, som om jeg den ene dag sprang ud af sengen og tænkte: ”Jeg vil da være psykisk syg, jeg vil gerne være bange uden at kunne forklare hvorfor, jeg vil gerne have perioder hvor jeg bare græder hele tiden uden at kunne forklare hvorfor og jeg vil virkelig gerne have en ekstrem indre uro og en hjerne der kører med 120 km/t”

At være psykisk syg er ikke noget man selv vælger, det er ikke noget man bare lige kan holde op med fordi man får en pille og tænker glade tanker. Det ville da bestemt være vidunderligt, hvis jeg kunne få en indsprøjtning lige midt i højre balle og så var jeg rask, men sådan hænger det desværre ikke sammen.

Det har taget mig rigtig mange år at acceptere at jeg er anderledes, og mindst lige så mange år har det taget, at finde modet til at være ærlig – både over for omverdenen – men også i høj grad over for mig selv.