Diva test og overraskelse

Så blev det endelig tid til min udredning for ADHD.

Mandag morgen tog min mand og jeg ned på psyk, hvor jeg havde en tid hos en psykolog med speciale i ADHD.

En kombination af manglende søvn og nerver fik min angst helt op i det røde felt. Ikke nok med at det – endnu engang – var en ny psykolog (det er den 3. psykolog siden december – og er også i gang med psykiater nummer 2 – det er bare ikke optimalt når man har socialfobi), så var det også endnu et menneske jeg skulle åbne op over for og fortælle om følelser og tanker.

Heldigvis havde jeg min mand med – ellers havde jeg nok ikke klaret den tur. Først var vi så heldige at komme med den bus hvor chaufføren kørte som om han trænede til Le man *staves?* - slet ikke angst fremkaldende. Dernæst måtte vi sidde og vente i et semi fyldt venteværelse på psyk – åhhh min hjerne syns det er mange mennesker der kigger og tænker onde ting…

Da vi så endelig kommer ind i lokalet, starter den ellers meget flinke kvinde med at klaske omkring 100.000 papirer på bordet og siger ”så er der lidt spørgsmål du skal svare på!”

- OMG -

Hvem fanden har fundet på at lave en test til folk, som man mistænker har en opmærksomhedsforstyrrelse som indeholder SÅ mange spørgsmål??

Efter tæt på 2 timer med spørgsmål, var vi endelig nået til vejs ende. Psykologen kiggede hurtigt papirerne igennem og sagde: ”Jeg behøver ikke bruge lang tid på at komme frem til at du i høj grad har ADHD – altså alle bogstaverne”

- GODT SÅ –

Og hun fortsatte: ” Du skal bare vide at det anses som værende et handikap og at du aldrig bliver rask”

Det er ikke fordi jeg ikke ved hvad ADHD er, og jeg ved også godt at det ikke er noget man slipper af med igen – men man kan lære at leve med det. Jeg var faktisk også meget forberedt på at det var den diagnose jeg ville få, men at det lige frem var i høj grad slog faktisk benene væk under mig.

Så de sidste par dage har jeg været lidt i min egen verden, hvor jeg har prøvet at forholde mig til at de ting jeg - i mit snart 29 årige liv - har troet var helt normale, faktisk slet ikke er normale.

Det kommer nok lige til at tage lidt tid, før jeg fuldt ud kan forstå og acceptere det – lige nu skal jeg bare være lidt ked af det, vred og chokkeret.