Psykiatriske diagnoser og ADHD er modetrends!

Eller er det i virkeligheden tegn på, at psykiatrien udvikler sig og tilegner sig ny viden, lige som man med fysiske sygdomme forsker og får større indsigt i sygdomme og behandling heraf? Og er det måske tegn på at, vi er blevet mere åbne omkring vores psykiske sårbarhed og i stedet for at tage "jeg har det fint"-masken på, viser vores sande ansigt?

Efter jeg har fået mine diagnoser og har valgt at være åben og ærlig omkring dem, har jeg flere gange oplevet folk, som enten siger:

• "Dig?? Du er da ikke syg!"
• "Det er naturligt at være ked af det en gang i mellem"
• "De siger at alle har ADHD"

 Selv min egen far, sagde for nogle år siden (i forbindelse med en samtale om et familiemedlem, som har ADHD) at, "ADHD er bare en undskyldning for dårlig opdragelse!"

oO(Gad vide hvad han så ville sige, hvis han vidste at det er en af mine diagnoser??)Oo

I 1980'erne skete der en kraftig stigning i diagnosticeringen af Borderline, og siden starten af 00'erne er tallet af ADHD diagnoser eksploderet. Derfor mener nogle, at det kan kaldes modetrends.

Men hvis man kigger på definitionen af modetrends, så er det en tendens til, at en bestemt gruppe af ting bliver populære fordi en større gruppe af mennesker mener at noget er "in", og for at noget kan anses for at være "in", skal der være stor efterspørgsel på det.. 

Men hvem vil frivilligt og uden grund have en psykiatrisk diagnose?

Der er hverken noget rosenrødt eller romantisk over, at have en eller flere diagnoser! Og jeg kan uden tvivl sige, at alle de mennesker som jeg kender, med diagnoser, uden at blinke ville opgive både medicin og behandling hvis de kunne. 

Psykiatriske diagnoser og ADHD er IKKE modetrends...